Here's Johnny

Anno 2010

Anno 1980

Johnny og konen

En dejlig solskinsweekend med 25 grader, det skulle udnyttes. Vi kørte igennem bjergene og nød den friske luft, vidt strakte nåletræsskove, bjørne med unger, den fantastiske udsigt og amerikansk diner kultur. Vores destination var bjerget Mount Hood, som ligger 4 timers kørsel fra Seattle.

Vi kørte op ad bjergets sidste meter med tæt bevoksning. Omgivelserne skiftede brat udseende og landskabet  blev mere goldt og klippefyldt. Foran os tronede det store grå Timberline Lodge, jeg havde totalt déjà vu. Havde det på en mærkelig måde som om jeg havde været på denne ugæstfrie bjergside før. Det havde jeg også, på en måde. Lidt hjernegymnastisk fik mig frem til svaret; Timberline Lodge blev brugt til de udendørs optagelser i Stanley Kubrick's psykologiske gyser "The Shining"(2:44). Filmen er bygget over bogen af samme navn skabt af Stephen King. Se den hvis du tør!

Billeder fra park(ing) day

Regnvejr

Op ad bakke, dem er der mange af i Seattle. Når man bevæger sig rundt i byen bliver man hver gang overrasket over hvordan terrænet er så meget anderledes. Jeg forklarer næsten dagligt folk herovre, at i København har vi kun én bakke; valby bakke. Jeg er glad for mine 18 gear. Det er hårdt at cykle opad, men også fedt, fordi man ved at man kommer til at køre nedad igen.

Fredag morgen, det regnede, så vi tog bus 26 på arbejde. Bussen er fyldt med mennesker. Alle med en eller anden form for underholdning. Der bliver kigget i avis, tjekket e-mail, læst i bøger. Folk er stille. Jeg hører ipod imens bussen kravler op og ned af bakker, gennem lyskryds og over vandet.
Vi kommer frem til kontoret, klokken er lidt i ni. I receptionen sidder Jessie klar til at tage telefoner og sige godmorgen. Hun er en lille, tyk pige på 28. Hun har mange tatoveringer, ryger pot og i sidste uge var hun på stripklub med sin 18 årige lillebror. Vi lærer langsomt alle på kontoret at kende. De tager os med ud til frokost. Der er flere restauranter og takeaways her end vi kan nå at besøge på fire måneder. Det er slaraffenland. Afrikansk, thai, indisk, pakistansk, kinesisk, sushi, sandwichs, pho-supper, hotdogs, østers, pizza og burgers.

Idag er det Park(ing)-day. En international event startet i San Francisco i 2005. Regnen er stoppet, så vi cykler op ad bakke til Capitol Hill. Vi arbejder sammen med Streets for All på en byggetomt. Denne dag er byggetomten et offentligt byrum overtaget af byens beboere. Her kan man få lavet et "Undrivers Licence", reparere sin cykel, høre om urban gardening, få udleveret frø-bomber osv.
I vores bod har vi petangue og man kan skrive med whiteboard marker på de fine skilte som Simon har fremstillet til formålet. Den sorte rasta på billedet er en af de mange hjemløse mennesker i Seattle. Han stod længe og kiggede på vores stand og jeg fik ham til at skrive sin mening. Han brugte lang tid på at bestemme sig for hvad der skulle stå og endnu længere tid på at skrive det ned.

Det er blevet Fredag nat, vi har været ude og drikke øl med Dave, vores chef. Jeg faldt selvfølgelig i søvn halvvejs inde i den tredje kande øl. Det har været en skøn dag. Nu kører jeg i silende regn, ned af bakke, hjem til min seng i Wallingford.

Photoshop Monkey...

Tegnestuen vi arbejder hos hedder SvR Design, de arbejder meget med regnvandshåndtering, og i det hele taget hvad de kalder "low impact development". Det første projekt jeg blev sat igang med var en lille renderingsopgave på et projekt i det sydlige Californien.

View Larger Map

Take one

Vi har været her en uge nu. I Seattle, Washington, USA. Byen er kendt som en af de mest "europæiske" i landet. Befolkningen er hvid, mange bruger offentlig transport eller cykler til og fra arbejde. Byen er grønnere end de flest og er omgivet af vand, bjerge og skøn natur. Når det er sagt, er Seattle en by hvor kapitalen trives, det er amerika i en nøddeskal. Med Interstate 5 der skærer gennem byen som en bred flod af trafik mellem Downtown og hipsterkvarteren Capitol Hill. På havnefronten går man få meter fra Alaskan Way. Den stod færdig i 1953 og er en larmende viadukt i to etager som leder trafiken vest om Downtown. Biler og busser fylder meget i bybilledet. Den offentlige transport i byen er hovedsageligt busser og for et år siden blev light rail - et tog - sat ind mellem Downtown og Seatac Airport. Dermed kan man komme hurtigt og let fra lufthavnen til møde i bussines kvarterets skyskrabere.

Når jeg kigger ud af vinduet om morgenen er der morgentrafik og kø på den store I-5 bro der går over Lake Union. Jeg bor 5 blokke fra broen, så lyden af de mange morgenfriske, hårdtarbejdende biler når også min lejlighed. Lyden af manden ovenpå som løfter sine vægte går også gennem gulvet. BUM, Bum, klink.... nye vægte på og fortsæt med morgentræningen. Han er vel sidst i 60erne og ejer en bus, som han kører turister rundt i. Når man kører i bus hele dagen må man jo holde sit legeme i gang på anden vis.

Lige uden for døren ligger The Burke Gilman Trail. Stien løber langs søen gennem Seattle og har en total længde på 43 km. Om morgenen og sidst på eftermiddagen er der en livlig trafik af cyklister der bevæger sig til og fra arbejde, om aftenen er den tæt med motionister i alle aldre. Damer, herrer, unge og gamle, folk med det rigtige træningstøj. Påklædningen virker vigtig her. Ud af de mange tusind cyklister der hver morgen bevæger sig i samme retning som mig på cykel, ind til byen, er der en meget lille procentdel der ligner mig. Jeg er iført det tøj jeg går i til daglig; sneakers, jeans, t-shirt, trøje, hjelm og jakke hvis det er koldt. Hovedparten af de amerikanske cyklister ligner nogen der er kørt forkert i Touren; 1000$ cykler, svedtransporterende tøj fra top til tå, click-in-sko, hjelm (ofte med et lille sidespejl). De overhaler og bryder sig ikke om at jeg kører stærkere end dem. Jeg ligner tydeligtvis ikke en cyklist i Seattle.